Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkomstbrev

Velkomstbrev

Velkommen til Forfatterhuset

Første dag: 

Den første dag I kommer på besøg, vil I møde den voksen, som skal være Jeres barns primærpædagog. Det er primærpædagogens særlige opgave at introducere huset, vennerne og de andre voksne, for Jer og Jeres barn. Det er også primærpædagogen, der vil have den tætte kontakt til Jer den første tid i vuggestuen. 

Vi vil fortælle Jer lidt om vuggestuens dagligdag, og det er også vigtigt, at I fortæller om Jeres hverdag og barnets rytme. Hvordan trives Jeres barn bedst, og er der særlige hensyn vi skal tage, for at Jeres barn har det bedst muligt.  

Dialog via intranettet:

For at I kan holde Jer opdateret om livet i Forfatterhuset og Jeres barns hverdag, skal I oprette Jer på Aula hvor al praktisk information vil være at finde.

Opstart: 

Det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager før et barn føler sig ”hjemmevant” og det er meget vigtigt at indkøringen bliver så god og nænsom som mulig. Det er en god ide at afsætte en uges tid til at være tæt på barnet og Forfatterhuset. Hvor lang tid indkøringen tager, afhænger af barnets reaktion på alt det nye, og forløbet aftaler I med stuepædagogen fra dag til dag.

Vuggestue: 
For de fleste børn tager det fra en til tre uger at vænne sig til at gå i vuggestue og føle sig tryg. Den første dag I kommer på besøg med barnet, vil I møde personalet og se og høre om vuggestuen. De næste par dage anbefaler vi, at I er i vuggestuen sammen med barnet i et par timer om formiddagen, så barnet føler sig tryg ved personalet og vuggestuen, inden det skal være her uden mor og far. 
Efter den første uge kan barnet som regel være alene i vuggestuen, men helst korte dage på omkring 6 timer de første par uger. Hvis barnet sover i barnevogn hjemme, er det ofte en god ide at have denne med det første stykke tid, så det er kendt, trygt og godt at komme ud og sove. Nogle børn har en yndlingsbamse eller soveklud, som de er rigtig glade for at få med ud at sove, og selvom barnet ikke bruger dette hjemme, kan barnet have behov for en bamse eller soveklud i vuggestuen.

Vug-have og børnehave:

Når Jeres barn skal flytte fra vores vuggestue til vug-have og fra vug-have til børnehave, vil vi sørge for at overgangene bliver så trygge og rolige som mulig for barnet. Vi vil altid forsøge at flytte børnene parvis, så de har en velkendt kammerat med sig i børnehaven.                    

I starten skal både I og Jeres barn vænne jer til al det nye, der sker. Her er flere børn/forældre på samme stue, som man skal dele hverdagen med, mere åbne rammer, mere medbestemmelse og medinddragelse, flere der holder op med at sove til middag, bruge ble osv. Alle disse nye indtryk og afkodninger kræver en masse energi både for børn og forældre. Det er derfor godt at have for øje, om barnet har brug for kortere dage i opstarten. 

Stamkort:                                                                                                  

Den første dag I starter i Forfatterhuset, skal I oprette jer på Aula og her udfylde et digitalt stamkort på Jeres barn.

Det er MEGET vigtigt, at stamkortet bliver ajourført, hver gang I får nye telefonnumre, skifter arbejde eller flytter adresse, så vi altid kan komme i kontakt med Jer, hvis der er brug for det. 

Forældreskur:

Ved indgangen til vores legeplads er der et forældreskur hvor i kan parkere løbecykel,  lign. Skuret er åbent i Forfatterhusets åbningstid.

Sikkerhed - Koder og høje dørhåndtag:

Det er KUN de voksne, der trykker koder (ved hoveddør og ved elevator) og åbner de døre, hvor håndtaget sidder højt. Dette er på grund af børnenes sikkerhed.  

Barnets bog:

Alle børn i Forfatterhuset får deres egen bog med billeder af personer, ting eller dyr, der betyder meget for barnet. Så når barnet starter i vuggestuen eller i børnehaven, må I meget gerne medbringe nogle billeder hjemmefra. Det kan være billeder af mor, far, søskende, kæledyr, andre familiemedlemmer eller af barnet som er i gang med en yndlingsbeskæftigelse. Personalet omkring barnet vil sætte billeder og beskrivelser ind i bogen, om de ting og aktiviteter barnet har været med til at opleve i Forfatterhuset. Barnets bog følger barnet fra start til slut, det vil sige at den også følger med fra vuggestue til børnehave. 

Sut: 

Børnene skal selv medbringe sutter med tydeligt navn. Man kan evt. bestille sutter med trykt navn på over nettet. 

Aktiviteter: 

I vuggestuen foregår de fleste planlagte aktiviteter om formiddagen og i børnehaven er aktiviteterne hen over hele dagen. Vuggestuerne starter alle kl. 9.00 med morgensamling og derefter er der inde- og/eller udeaktiviteter i mindre grupper frem til frokost. Vi sender besked ud via Aula om stuernes aktiviteter og planer.

Tøj: 

På stuens badeværelse er der et skab med plads til skiftetøj. Her skal barnet have rent undertøj, strømper, bukser, bluser mv. Barnet skal medbringe overtøj, regntøj, gummistøvler og sko hver dag, og det hænges/lægges i barnets garderobe. I vinterperioden skal barnet også medbringe sutsko, vanter og hue. I vintermånederne er det også en god ide at medbringe en udendørs sovedragt til Jeres barn. Det kan for eksempel være en fleece dragt eller et sæt termotøj, samt sovevanter og hue. Husk tydeligt navn i alle barnets ting. 

Bleer:

Institutionen sørger for bleer til børnene.

Sovevaner: 

I Forfatterhuset sover vuggestuebørnene i krybber i et udendørs krybberum og de yngste i barnevogne. Børnene har altid seler på, når de sover, og vi har babyalarmer, så vi hurtigt kan komme ud til dem, når de vågner. De mindste børn har ofte behov for at sove et par gange om dagen, mens de større børn kun sover en gang midt på dagen. Når børnene er omkring 2 år gamle sover de i senge indenfor. - Børn over 2 år må ikke ligge med seler på, derfor sover de enten inde eller i krybbe uden sele. 

Forældresamtaler: 

Når barnet har gået i Forfatterhuset i ca. 3 måneder vil I blive tilbudt en samtale, hvor jeres barns primærpædagog vil fortælle Jer om barnets trivsel. Samtalen varer ca. en halv time. Det er altid muligt at bede personalet om en ekstra samtale, hvis der sker ændringer i barnets hverdag eller I er bekymrede om barnets trivsel. Ligesom vi også vil bede om en samtale, hvis vi har brug for at tale med Jer om Jeres barn.

Ferie og fridage: 

Alle har brug for at holde ferie – både børn og voksne. Vi vil sende ferietilmelding ud via intra op til vinter-, sommer-, efterårs- og juleferie. Det er vigtigt for os med en god planlægning af ferieperioder, da vi dermed kan sørge for at det rette antal personaler er på arbejde og at den rette mængde mad bliver købt/lavet. - Vi vil gerne bruge vores ressourcer bedst muligt til glæde for alle.

Sygdom:

Hvis Jeres barn bliver sygt i løbet af dagen, vil vi ringe til Jer, ligesom vi gerne vil vide besked, hvis barnet ikke kommer pga. sygdom. Når barnet er frisk kan det komme i institution igen. 

Hvornår er børnene klar til at komme i vuggestue igen efter en sygdomsperiode: 
• Når barnet er frisk igen og klar til at være sammen med vennerne. 
• Når barnet kan følge dagens aktiviteter både ude og inde. 
• Når barnet har normale spisevaner. 
• Når barnet følger sin normale soverytme. 
• Når barnet har haft mindst en normal afføring hjemme. 

Hvis der er smitsomme sygdomme i institutionen som skoldkopper, øjenbetændelse eller diarre vil der hænge et opslag.

Medicin:

Vi må ikke give medicin i institutionen. Men hvis barnet har en kronisk sygdom som f.eks. astma, feberkramper eller andet, kan vi give medicin efter lægens anvisning. Vi skal have en udførlig vejledning fra lægen, før vi må give medicin i institutionen.

Forplejning:

I Forfatterhuset får børnene fuld forplejning. Vores mad er lavet fra bunden af årstidsbestemte råvarer, og i 2021 er økologiprocenten på 90. 

Morgenmad: Fra kl. 7.00 til kl. 7.50 vil der være morgenmad bestående af grød, frugt og brød. Vuggestuen spiser sammen på Edith og børnehaven sammen på Agnes. 

Formiddagsmad: Kl. 9.00 får vuggestuebørnene tilbudt lidt frugt eller brød til morgensamlingen. 

Frokost: Kl. 11.00 får børnene frokost. 

Eftermiddagsmad: Kl. 14 eller når børnene står op fra deres middagslur.

Drikkevarer: Børnene får mælk morgen og eftermiddag og vand til frokost.

Særlige hensyn: 

Hvis barnet har allergier el.lign. vil vi så vidt muligt tage hensyn til dette. Det er dog betinget af, at vi får en erklæring fra en børnelæge. Hvis barnet af religiøse årsager ikke spiser bestemte fødevarer, tager vi selvfølgelig også hensyn til dette.  


Kom endelig og spørg, hvis der er noget I er i tvivl om