I Forfatterhusets produktionskøkken laver vores kok Pernille og vores to køkkenassistenter, Marie og Rasmus, hver dag vores mad fra bunden af friske og årstidsbestemte råvarer. Vi vægter, at børnene får en sund og varieret kost, og at deres smagsløg bliver udfordret, så de udvikler en naturlig nysgerrighed over for nye retter, smage og konsistenser.
Vi sørger for, at børnene i løbet af en uge bliver præsenteret for en sund og varieret kost. Pernille sammensætter hver uge en madplan bestående af suppe, rugbrød, kød og fisk. Fredag er ugens overraskelse, hvor der bliver brugt rester fra ugen, så alle råvarer bliver brugt, og vi undgår madspild.
Vores mad er 90 % økologisk, består i høj grad af fuldkorn, og samtidig følger vi sundhedsstyrelsens anbefalinger. For os er sukker et krydderi, og det bliver derfor benyttet i madlavningen, når det er en naturlig ingrediens - eksempelvis til de syltede agurker, som børnene elsker.
Vi imødekommer, hvis børn af religiøse eller allergiske årsager ikke kan spise al slags mad og laver derfor alternative retter, som lægger sig op ad madplanen, så børnene kan spise mad, der minder om kammeraternes.
Det gode måltid
Hos os handler måltidet ikke bare om at blive mæt eller at få brændstof i kroppen - det er et rum, hvor børnene udvikler deres sanser, selvhjulpenhed, sprog og relationer.
Vi sørger for at sætte stemningen ved blandt andet at dæmpe lyset, lægge dug på bordet og komme servietter i glas – vi ændrer bordet, så det tydeligt har en anden funktion, end da vi tidligere sad ved det og lavede puslespil. Vi sørger også for at have god tid til måltidet, så alle har tid og ro til at nyde maden og blive mætte. De børn, som spiser langsommere, skal have mulighed for det.
Det er vigtigt for os, at måltidet er sanseligt, og at børnene oplever forskellige farver, smage og konsistenser, og vi lader børnene mærke, dufte og tilsmage maden, så de får den fulde sanselige oplevelse.
Hos os er børnene en aktiv del af måltidet og hjælper på skift med at dække frokostbordene. Børnene øser også selv mad og drikke op, smører og skærer ud, rækker fade rundt til hinanden og spørger efter mere mad, når de har brug for det. Alt imens den voksne altid er klar med en hjælpende hånd til dem, der har brug for det.